Du klarer det flot

Den sætning, er ligesom en del af retorikken, når man gerne vil sige noget kærligt og støttende til f.eks. sin partner eller andre – og især til børn, har jeg lagt mærke til, siden jeg blev mor for 15 år siden.

Men der er intet kærligt i den. Det er kun en form for manipulerende automatik, som bliver givet videre i arv, indtil nogen stopper op og faktisk tænker over de ord, vi siger, igen og igen.

Mit problem med den sætning er, at når vi siger det til et andet menneske, så handler det faktisk kun om, at vi værdsætter, at det menneske holder sine følelser under kontrol. Der er intet anerkendende eller kærligt i de ord.

Det er til gengæld en arv, der er gået igen fra tider, hvor det var en dyd, at holde sine følelser for sig selv, og ikke være til besvær for andre. Ligesom mange andre skjulte beskeder er forklædt som ros, er det i virkeligheden manipulering, for at vi kan lære primært børn, at de skal være nemme for os, de voksne.

Fordi de voksne ikke selv har lært, at det er vigtigt at kunne være følelsesmæssigt intelligente, frem for at undertrykke sine følelser. Det kommer der nemlig kun følelsesmæssig analfabetisme, ud af. Og den gives videre i arv, indtil der er en, der vågner op og beslutter sig for, at det stopper med dem.

Det var Jakob, der for nyligt sagde ”Du klarer det flot” til mig, da jeg stod i en smertefuld situation. Han mente det kærligt, da han selv har hørt det, da han var barn og troede, at det var hans forældres kærlighed – men det var i stedet medvirkende til, at han lærte, at han kun var god nok, når han lukkede af for de smertefulde følelser.

Ligesom han har haft sagt det til sine egne børn, sammen med deres mor, fordi de også ønskede to nemme og stille, børn. Det har jeg så aldrig ønsket mig – så det clashede lidt, da vi blev en sammenbragt familie for 4 år siden. Vi er dog nået langt siden da og nu ved alle fire børn, at de ikke skal klare deres følelser ”flot” – i hvert fald ikke, når de er hos os.

Sætningen er nærmest en form for religion her i DK, og bliver sagt i god tro – men den er ekstremt ubevidst. Så vi kan kun sige den, fordi vi er så langt fra vores egne følelser, at vi ikke kan mærke, hvor manipulerende den er.

For den har kun udgangspunkt i afsenderen og afslører her, at dette menneske har brug for nærvær og støtte, til sine følelser – og ikke kun den, der har tydeligt ondt. Så der er i stedet to mennesker, der har ondt; en synligt og en usynligt. Og det er et problem, når det er skjult, for så er situationen og empatien ikke autentisk.

Hvor mange børn slår sig ikke hver dag eller græder over noget, der er svært – og så sidder der voksne og siger til dem, at de klarer det flot, så de ”tappert” prøver at holde gråden tilbage, i stedet for at blive ”hysteriske”, som de så kan føle skam over?

Det er både forældre, pædagoger, sygeplejersker, læger og alle andre, som arbejder med mennesker/børn, der ofte sender det her budskab ud, uden at ane, at de er med til at lære børnene, at de skal lukke af for sig selv og dermed også, for andres følelser.

Samtidig, er der så mange, der lever med enten synlig eller skjult depression og kriser i livet. Men vi må ikke tale om vores smerte åbent og ærligt, fordi vi jo har lært, at vi skal klare den selv, og dermed flot – og vi undrer os ikke over problemets kilde, men fortsætter med at give den til vores børn og hinanden.

Det er en sætning, der udefra kan virke kærlig – men overhovedet ikke er det. Den gør kun mennesker følelsesmæssigt alene, ensomme og modvirker evnen til empati.

Så da Jakob sagde det til mig, kiggede jeg roligt på ham og spurgte, hvordan jeg da skulle klare det, så det ikke længere var flot? Og hvordan han var i stand til at bedømme, om jeg klarede det flot, når det nu var mine følelser?

Heldigvis vågnede han op af døsen, lige der. Han forstod straks, at det var noget bullshit, og at ordene ikke gav nogen kærlig mening eller støtte, hvilket han i næsten 40 år havde troet, at de gjorde.

Hvis et menneske har ondt og du er der, så forstå, at det ikke handler om dig – det handler om den person. Så i stedet for at være der fra dit hoved, så prøv at være der, med din krop og fysiske tilstedeværelse. For så kan du efterhånden lære at mærke, hvad der er det rigtige at sige og gøre, for det menneske. Det er kun i kroppen, at vi kan udvikle og opleve empati og medfølelse. Ikke i hovedet.

Vi kan også være meget sensitive mennesker, og måske endda for overempatiske – hvilket jeg selv kender til. Derfor var det en stor udfordring for mig, at min dreng nærmest havde klippekort til skadestuen, da han var lille. Men jeg forstod, at mine børns følelser, ikke handlede om mig. Og min dreng lærte mig her, at jeg kun skulle gøre mit for, at JEG klarede det flot – nemlig at være der for ham.

Når vi siger underlæggende budskaber til andre, så handler de altid om os selv. Det er budskaber til os selv om, hvad vi selv ønsker at kunne gøre, i den situation. Næste gang, du tænker eller ønsker, at et menneske, som har ondt, ”klarer det flot” – så spørg dig selv, hvad du kan gøre, for at kunne være der med dit nærvær og din kærlighed, så det i stedet for er dig, der klarer det flot.

Kh Cecilia