Den sætning, er ligesom en del af retorikken, når man gerne vil sige noget kærligt og støttende til f.eks. sin partner eller andre – og især til børn, har jeg lagt mærke til, siden jeg blev mor for 15 år siden.

Men der er intet kærligt i den. Det er kun en form for manipulerende automatik, som bliver givet videre i arv, indtil nogen stopper op og faktisk tænker over de ord, vi siger, igen og igen.

Mit problem med den sætning er, at når vi siger det til et andet menneske, så handler det faktisk kun om, at vi værdsætter, at det menneske holder sine følelser under kontrol. Der er intet anerkendende eller kærligt i de ord.