Vrede kan vise din mangel på grænser

Jeg har i de sidste 5-6 år, været på et feltstudie i alt, hvad der er ukærligt, manipulerende, ucharmerende og grimt, i mennesker – det har også lært mig en helt masse om de kvindelige og mandlige energier, relationer og hvad der er kærlighed og hvad der er manipulation, så det ligner, kærlighed – men absolut ikke er det.

Et af de essentielle ting for mig i den læringsproces, har været, at jeg skulle lære, at mærke mine grænser og slippe det ansvar, der ikke er mit, så det kunne ligge til de rette vedkommende. Men inden, jeg forstod det, blev jeg ved med at “invitere” smerten ind i mit liv på forskellig vis, og det føltes dybt ubehageligt, men jeg vidste ikke, at det handlede om mine grænser, fordi det samtidig var så kendt og vant for mig. Jeg var samtidig dybt angst for, hvad konsekvenserne ville være for mig og mine børn, hvis jeg slap ansvaret. Et meget typisk scenarie, der ofte bliver et problem for mange overansvarlige børn, når de bliver voksne.

Det er en måde, at prøve at holde kontrollen på i sit liv, så det ikke ender i det kaos, man kendte, fra man var barn. Dette er det sårede barns ego, og så længe vi fastholder det, i stedet for at gå andre veje – også selvom vi ikke er klar over, at det er det, vi gør – kan vi ikke finde løsninger til vores problemer eller have tillid til, at universet tager over, når vi først overgiver os. Det kan være enormt angst-provokerende, men en start kan være, at vi kan bede en lille bøn om hjælp, i stedet for at fastholde, at vi står alene med hele ansvaret for vores liv.

En morgen, efter jeg var begyndt at øve mig i at give ansvaret op, så jeg den nedenstående tekst, fra Elizabeth Gilbert, og det var præcis, hvad jeg havde brug for. Dette er netop essentielt for den sunde vrede. Der findes også usund vrede, men det har intet med manglende grænsesætning at gøre, tværtimod, og det er en anden sag.

Vi skal selvfølgelig ikke have den samme grænse, uanset hvem, vi er sammen med. Det er en del af kunsten ved, at have sunde relationer. Hvert enkelt menneske, vi har i vores liv, skal have hver sin grænse, og som kan udvikles frem og tilbage, alt efter tid og fortjenesten til tillid. Det lyder logisk. Men for børn, der ikke fik respekteret deres naturlige og personlige grænser, kan det være rigtig hårdt, når de som voksne skal lære det, for det kan kun læres, ved at møde flere af de mennesker, der ingen forståelse har for andres grænser og mangler empati.

Det er en meget selvkærlig handling, for et tidligere overkørt barn, når man – endelig – beslutter sig for, at mennesker skal gøre sig fortjente til, hvor meget de skal lukkes ind i sit liv. Det er også selvkærligt, at turde have tillid til mennesker – og at lære, hvem der er de rette. Ved at kende vores grænser, kan vi mærke en følelse af værd, i forhold til, hvordan vi tillader andre, at behandle os. Det er hverken svagt eller ukærligt, at sætte tydelige grænser for dem, der har brug for det, eller at række ud og åbne op – det er tværtimod enormt stærkt og det vil altid være det mest kærlige for alle, og med respekt for den indviduelle læringsproces, vi hver især har.

Det kan være svært, at føle, hvad et godt selvværd føles som, hvis det har været kørt over og ned, rigtig mange gange, i vores liv – men hvis vi blot kan starte ud med at have en my tillid til, at det er okay, at noget føles uvant og endda farligt, fordi det er nyt, i forhold til, hvad vi har været vant til, så vil det blive lettere, med tiden. For selvværdet vil netop vokse, for hver gang, vi respekterer os selv, og det samme vil dermed vores relationer.

– Cecilia

“Dear Ones:

I found this note on my phone this morning, from last year. This is something that my friend Martha Beck had said to me, when I was suffering through a white hot rage at somebody. It doesn’t matter what the incident was, or who had brought on the anger. What matters is the understanding and wisdom about how to restore peace. Something I have learned in life is that people who have no boundaries are constantly furious. Furious, victimized, hurt, offended, and outraged. If you cannot figure out how to uphold the healthy, accurate, and appropriate distance between yourself and every person in your life (and it will be a different distance for every person in your life) then you will never know a moment of serenity. Not everybody gets to have full access to you. Trust and intimacy must be earned. (People will help you with this project by constantly showing you who they really are. Create your boundaries accordingly. To do anything else is naive and immature.)So: Who are you furious at today? Now look closely at your history with them. Find the moment when you allowed that person to come closer to you than they had earned the right to come. Now figure out how to reestablish (or establish for the first time) a wiser boundary. When they are held the correct distance from you, you will stop hating them. Until then, you are just using this person as a weapon to beat yourself up with. Put an end to it. Stand in your dignity and set your own terms. You can do this.

Onward, LG“