Teenage-børn

Vi har 2 stk herhjemme og endnu en, kan snart kalde sig selv for teenager. Jeg har altid haft glædet mig til, at jeg en dag skulle være mor til en teenager. Jeg respekterer dybt, dette menneskes transformation fra barn til voksen og den proces, som det går igennem.

Jeg har aldrig forstået andre voksnes ikke positive-holdning til, at have en teenager. Som med så meget andet, har jeg også her undrende observeret mine omgivelsers syn på disse børn i deres vigtige transformation, som i mine øjne, absolut skal varetages med forsigtighed, omsorg og tungen lige i munden … Imens jeg lytter, lytter og lytter til dem, både med mine ører, med mine øjne og med min krop. Hvordan er deres indre balance, og hvad har de brug for, til at holde deres balance, så vidt muligt. Balancen for en teenager, er utrolig vigtig, mener jeg. At hjælpe mit barn med sin balance, afgør min sidste mulighed for, at sende mit barn ud på sin rette vej, i stedet for måske at fare vild i sit liv, hvilket sker for så mange børn, især når de bliver teenagere. Uden en sikkerhed for, om de nogensinde vender tilbage til sig selv igen.

Jeg tænker, at hvad vi ikke fik udviklet i os som forældre, dengang vores børn var små, det får vi muligheden for nu. De vil afprøve vores kærlighed, vores autenticitet og hvilke mennesker, vi er. De vil tjekke vores værdier efter og hvor stort et ønske vi har om, et ægte venskab med dem. Og når de er blevet voksne, skal vi fortsat pleje vores venskab med dem, hvis de stadig skal ville os. Hvorfor skulle de gide mig, hvis jeg ikke værdsætter min relation med dem, som fuldkommen ligeværdige personer?

Ikke blot når de først er blevet voksne, men faktisk lige fra jeg ønskede deres eksistens.

Teenagere er ikke længere afhængige af os, som da de var små. De har en voksende frihed, som vi i større og større grad, ikke kan forvente, indbefatter os. Hvis vi ikke har respekteret dem, men i stedet for, har brugt frygt og manipulation til at få deres respekt for os, så forlader de os. Hvis vi ikke har vist dem, at de er vigtige for os, og at vi er modige, autentiske forældre, der kan tage de rigtige valg, fremfor de nemme, så forlader de os. Måske ikke fysisk – men de lukker af for os, på den ene eller den anden måde.

Mine børn vokser stadig og de kan nu se mig ind i øjnene, som to, snart ligestillede, mennesker. Jeg skal ikke længere bukke mig ned, for at få øjenkontakt ansigt til ansigt og højst sandsynligt, vil min dreng vokse mig over hovedet – og så håber jeg bare, at jeg har vist dem nok, sand respekt, så de føler for, at de også vil respektere mig, når de ikke længere er afhængige af mig.

Hvilke frø har jeg sået, til det træ, jeg håber af hele mit hjerte, at jeg kan hvile mig under, når mine børn er voksne mennesker? Det har min evige opmærksomhed. De vil gengælde min respekt for dem i den tid, hvor de var afhængige af mig, og var under mine vinger, hvor jeg havde ansvaret for dem og deres fysiske og psykiske trivsel.

Nogle tror stadig, at frygt giver respekt. Jeg kan kun tænke mig til, at det er fordi, de ikke aner, hvad respekt er, at de hverken respekterer sig selv eller andre. De er så hjælpeløse, at de må ty til at skabe frygt i andre, for at føle en grad af kontrol i deres liv. Andre forveksler respekt med at curle barnet, fedte for det og smigre sig ind, i håbet om, at barnet da vil respektere forældreren. Men det tænker jeg ikke, kan give andet end en dyb følelse af foragt, i barnet. Hvis barnet opdager forælderens manipulering, vil det forhåbentlig kun foragte forælderen, Opdager barnet det ikke, vil det givetvis også foragte sig selv, men uden at vide hvorfor. Og barnet vil hverken kunne lære at respektere sig selv eller andre.

Kh Cecilia