Dit puslespil

Jeg har et fantastisk klogt og vidende menneske, i mit liv. Hun er, som ingen andre, jeg nogensinde har mødt; hun er ekstrem empatisk, kær, smuk, sej og jeg kunne fortsætte med alle mulige positive tillægsord, der beskriver hende. Jeg faldt i kærlighed til hende, den dag, jeg mødte hende, som er takket være min dreng, der var så heldig, at gå i klasse med hende. De blev tætte venner, og i dag er hun også min og vores families, helt særlige ven.

Hun er 13 år gammel – og jeg oplever større inspiration og lærdom i mine samtaler med hende, end med nogen andre, heller ikke voksne. Dette er en umådeholden kort introduktion af mit særlige venskab med hende, og som jeg kun lige ville give, fordi det var hende der for nyligt sagde til mig, at hun havde lyst til at lave et teaterstykke over mit liv. Fordi hun ikke forstår, hvordan jeg kan være det menneske, jeg er, og har kunnet klare så mange svære ting i mit liv, som hun dog kun har fået helt overordnede overskrifter på.

Fra “Krig til Kærlighed”, handler for mig nok allermest om, at vi begynder at være synlige overfor hinanden. At vi mennesker begynder at fortælle vores historier i vores relationer, også selvom der findes haters, trolls, og andre destruktive kræfter, der altid vil sætte deres spotlight på andre, fordi de har brug for at projicere deres indre smerte ud på noget – om det så er mennesker, porno, drugs, alkohol, sukker, internettet mm. Fordi de ikke aner, hvordan de skal håndtere deres utrygge følelser. Det er ikke mit ansvar eller problem, det er deres – og karma vil hjælpe dem evindeligt og kærligt, i deres egen personlige læring.

Så jeg vil begynde at fortælle historier om mine relationer igennem livet, der både relaterer til mænd og kvinder, drenge og piger. Jeg er opvokset, som en kvinde. Ikke indefra, men udefra. Jeg er blevet responderet til, som pige og kvinde, fordi jeg ligner et hunkøn og derfor, så har jeg bl.a. en masse oplevelser, som eksempelvis mænd, ikke kender til. Men hvis vi som mennesker er interesseret i at vide noget om andre, end bare vores egen lille navle – fordi vi af gode grunde, ikke har de samme erfaringer – så kan det gøre os til bedre mennesker. Faktisk er det, at være interesseret, nysgerrig og åben, den eneste måde hvorpå, vi kan udvikle visdom og empati for hinanden.

Den første historie, jeg vil fortælle og som har lagt en af murstenene til, at jeg lærte, at jeg ikke kunne leve, men skulle overleve, i en verden med mænd, er denne:

Jeg var 8 år gammel, og min mor havde for nyligt mødt en mand, som hun indgik et parforhold med. Han skulle altså være min stedfar. Jeg boede alene med min mor, bortset fra det forhold hun kort før havde haft med en anden mand, og som også skulle være min stedfar, og som vi flyttede hen til, for dernæst at blive smidt ud, tre måneder senere, fordi han gik tilbage til sin ekskæreste. Han var politimand. Men det er en anden historie.

Min nr. to stedfar var hjemme hos os, og jeg sad i vores lille køkken, imens min mor lavede mad. Han var oppe i vores stue, som lå på et repos over en trappe, lige bagved mig. Jeg sidder ved bordet, lige foran trappen og siger åbenbart et eller andet, jeg ikke kan huske, men som var ”at være fræk” i min stedfars optik. (Ikke porno-fræk, men flabet, hvis nogen skulle blive i tvivl, pga nutidens forvirrende sprogbrug omkring kvinder, der higer efter mænds opmærksomhed.)

Jeg havde ikke hørt ham komme ned bag mig. Men jeg mærker straks et slag i mit baghoved, da han slog mig med sin knytnæve. Min mor fortsatte med sin madlavning, som om intet var hændt og hun ikke så det. Jeg fik et chok, både over slaget, volden og at min mor så åbenlyst ignorerede det. Jeg følte mig som intet værd og det satte sig i mig, blandt de mange andre traumer, jeg allerede havde i mit otte-årige liv.

Det specielle i denne situation, var, at jeg i samme sekund fik en aha-oplevelse. Jeg fik et – ikke-flashback – men det modsatte; et fremtidigt syn, hvor jeg forstod, at denne oplevelse, ville blive en del af mit liv nu og det skulle jeg lære, at overleve i, så længe jeg var et barn og var afhængig af disse voksne. Jeg var fuldkommen alene og måtte klare mig selv. Nu overfor en voldelig mand i mit liv, der var iskold og som intet problem havde med at slå mig. Og det fortsatte han med, indtil jeg en dag skreg hovedet af ham, som ca. 16-årig, hvor jeg havde stillet mig på en trappe, så jeg var lidt over ham – og jeg råbte, at hvis han rørte mig igen, så ville jeg melde ham til politiet. Imens min mor stod ved siden af og beklagede sig over, hvorfor han og jeg altid skulle lave konflikter.

Dette var i det “pæne” Nordsjælland. Ikke i en eller anden ghetto med indvandrere, som jeg kunne læse i dag, folk meget gerne vil tro, er der, volden mod børn primært er eller i en afsides flække af udkants-Danmark. Måske det også er rigtigt, det ved jeg intet om og jeg er ikke arrogant nok til at påstå, at jeg ved noget om ting, jeg ingen erfaring har i. Jeg kan blot fortælle, at vold mod børn sker over hele Danmark, ligesom alt andet skam, mørke og smerte, vi meget gerne vil projicere væk fra os selv.

Et liv er, som et puslespil, vi kan lære at blive rigtig gode til at gennemskue og lægge, både med hensyn til vores fortid og vores fremtid. Traumer er vigtige brikker i vores puslespil, som lyser op og har budskaber til os, hvis vi kigger efter. Men det kræver, at vi er følelsesmæssigt vidende og modige nok til, at vi kan og vil kigge.

Jeg er så heldig, at jeg i dag er ven med en pige, som er sådan et smukt menneske og hardcore til at lægge puslespil i sit intra-personelle liv. Hun er født med dette talent og det har bekræftet mig i, at det er et talent, vi virkelig skal lære at værdsætte. Vi skal bruge det til at gøre vores liv bedre, smukkere, klogere og dybere, ligesom vi bruger f.eks. matematik, sprog, kunst, musik m.m. Selvom vi ikke alle har et talent for at lægge vores eget følelsesmæssige puslespil, så kan vi lære metoder til, hvordan vi kan se vores traumer og svære oplevelser, som lysende sten på vejen til, at vi kan få et større og mere berigende, indre og ydre liv.

Vores liv er som puslespil, men som måske ligger hulter til bulter, fordi vi ikke ved, hvordan vi skal overskue de hændelser og brikker, vi også er skabt af. Men livet er også som at se igennem et kalejdoskop, med alle sine smukke farver og mønstre, der ændrer sig, alt efter, hvordan vi drejer det. Vi kan lære at lægge puslespillet og samtidig nyde de betagende mønstre, som var vi børn igen, åbne og nysgerrige på alt det, der er nyt for os. 

Kh 

Cecilia

Billede af Dmitri Posudin