-
Hvad er ikke-kærlighed?
Det er, at kontrollere og bede andre om at være på en bestemt måde. • Det er, at sige, nogen aldrig må forlade os. • Det er, at manipulere og snyde og lyve, for at vi kan få vores vilje. • Det er, at holde fast i fortiden og i vrede, nag og frygt. • Det er, at vi ændrer os, fordi andre beder os om det. • Det er, at vi ikke lytter til vores sjæls ja, men til frygtens nej. • Det er, at nedgøre og kritisere os selv og andre, i illusionen om, at det så gør noget godt for os. Hvis vi vil have mere lys og glæde i vores liv og elske os selv og andre mere, så skal vi stoppe med ikke-kærlighed. Finde hjem til os selv og slippe andre. Hvilket er tilgivelse. Samt slippe kontrollen af børnene – de har deres egen vilje og vej i livet. Stol i stedet mere på dem og deres intuition. Det tror jeg, må være kærlighedens væsen og natur.
-
Vrede kan vise din mangel på grænser
Jeg har i de sidste 5-6 år, været på et feltstudie i alt, hvad der er ukærligt, manipulerende, ucharmerende og grimt, i mennesker – det har også lært mig en helt masse om de kvindelige og mandlige energier, relationer og hvad der er kærlighed og hvad der er manipulation, så det ligner, kærlighed – men absolut ikke er det.
Et af de essentielle ting for mig i den læringsproces, har været, at jeg skulle lære, at mærke mine grænser og slippe det ansvar, der ikke er mit, så det kunne ligge til de rette vedkommende. Men inden, jeg forstod det, blev jeg ved med at “invitere” smerten ind i mit liv på forskellig vis, og det føltes dybt ubehageligt, men jeg vidste ikke, at det handlede om mine grænser, fordi det samtidig var så kendt og vant for mig. Jeg var samtidig dybt angst for, hvad konsekvenserne ville være for mig og mine børn, hvis jeg slap ansvaret. Et meget typisk scenarie, der ofte bliver et problem for mange overansvarlige børn, når de bliver voksne.
-
Teenage-børn
Vi har 2 stk herhjemme og endnu en, kan snart kalde sig selv for teenager. Jeg har altid haft glædet mig til, at jeg en dag skulle være mor til en teenager. Jeg respekterer dybt, dette menneskes transformation fra barn til voksen og den proces, som det går igennem.
Jeg har aldrig forstået andre voksnes ikke positive-holdning til, at have en teenager. Som med så meget andet, har jeg også her undrende observeret mine omgivelsers syn på disse børn i deres vigtige transformation, som i mine øjne, absolut skal varetages med forsigtighed, omsorg og tungen lige i munden … Imens jeg lytter, lytter og lytter til dem, både med mine ører, med mine øjne og med min krop. Hvordan er deres indre balance, og hvad har de brug for, til at holde deres balance, så vidt muligt. Balancen for en teenager, er utrolig vigtig, mener jeg. At hjælpe mit barn med sin balance, afgør min sidste mulighed for, at sende mit barn ud på sin rette vej, i stedet for måske at fare vild i sit liv, hvilket sker for så mange børn, især når de bliver teenagere. Uden en sikkerhed for, om de nogensinde vender tilbage til sig selv igen.
-
Du klarer det flot
Den sætning, er ligesom en del af retorikken, når man gerne vil sige noget kærligt og støttende til f.eks. sin partner eller andre – og især til børn, har jeg lagt mærke til, siden jeg blev mor for 15 år siden.
Men der er intet kærligt i den. Det er kun en form for manipulerende automatik, som bliver givet videre i arv, indtil nogen stopper op og faktisk tænker over de ord, vi siger, igen og igen.
Mit problem med den sætning er, at når vi siger det til et andet menneske, så handler det faktisk kun om, at vi værdsætter, at det menneske holder sine følelser under kontrol. Der er intet anerkendende eller kærligt i de ord.
-
Dit puslespil
Jeg har et fantastisk klogt og vidende menneske, i mit liv. Hun er, som ingen andre, jeg nogensinde har mødt; hun er ekstrem empatisk, kær, smuk, sej og jeg kunne fortsætte med alle mulige positive tillægsord, der beskriver hende. Jeg faldt i kærlighed til hende, den dag, jeg mødte hende, som er takket være min dreng, der var så heldig, at gå i klasse med hende. De blev tætte venner, og i dag er hun også min og vores families, helt særlige ven.
Hun er 13 år gammel – og jeg oplever større inspiration og lærdom i mine samtaler med hende, end med nogen andre, heller ikke voksne. Dette er en umådeholden kort introduktion af mit særlige venskab med hende, og som jeg kun lige ville give, fordi det var hende der for nyligt sagde til mig, at hun havde lyst til at lave et teaterstykke over mit liv. Fordi hun ikke forstår, hvordan jeg kan være det menneske, jeg er, og har kunnet klare så mange svære ting i mit liv, som hun dog kun har fået helt overordnede overskrifter på.
-
Det vigtige spørgsmål
Cecilia, 2 år og med sin mor på højskole Jeg kan rigtig godt lide, at skille tingene ad og skabe klarhed. Det gælder især for kulturbaserede fordomme og overbevisninger, som ofte er rigide tankemønstre, opstået over mange generationer, som bliver overført, som værende endegyldige sandheder, der hjernevasker os som børn, i takt med at vi vokser op.
Der er jeg bare blevet født med en noget anden tilgang, så hver gang noget bliver “trukket” ned over hovedet på mig, så ringer mine indre alarmklokker og siger, “Er det nu også rigtigt og hvad mener jeg selv?”
Det er klart, at med sådan en tilgang til sin verden, så kommer man som barn, i sit møde med andre, nemt til at føle sig besværlig, på tværs, alene, mærkelig, dum – også selvom man holder de anderledes tanker for sig selv.
Vi dømmer hele tiden os selv i forhold til andre, når vi lever fra det sårede ego og skal finde en form for tryghed, ved at skabe en individualitet/personlighed. Så lyder det sådan her: “hvem er jeg, i forhold til dig? Når jeg tror, jeg ved, hvem du er, så ved jeg også, hvem jeg er. Og vigtigst for egoet; så ved jeg, hvem jeg gerne vil have, at du og jeg skal tro, jeg er. “
-
Du er ikke bare dig
Så blev det min, (Jakobs) tur til at skrive her på vores blog.
Jeg er super glad for, at vi endelig er “i luften”, og er kommet igang med det vi har gået og snakket om, efterhånden længe.
Det har uden tvivl været et stort skridt for mig personligt, at gå ud af min komfortzone, og også beskæftige mig med, og snakke om andet end trommer, pro tools og musikundervisning -men det føles godt, og er på en måde en slags kulmination, på en rejse der startede for knap 4 år siden, da jeg mødte Cecilia, og mit liv tog en drejning, væk fra skyklapper, junkfood og ubevidsthed, over til meget mere kærlighed, bevidsthed, og et nyt og større perspektiv på livet, som jeg ikke lige havde set komme, men som uden tvivl har været meningen, hele tiden.
-
Så er vi i luften!
Udsigt i Irland, fra vores bryllupsrejse – en tur, jeg havde ønsket mig, i over tyve år.
Velkommen til. Det her, er mit (Cecilia) første indlæg, på vores nye hjemmeside, og det er en ekstrem god følelse, at vi endelig er i gang med vores arbejde sammen. Jeg har faktisk ventet på at kunne gøre dette – selvom jeg ikke vidste, hvordan det så ud – fra kort tid før, jeg mødte Jakob. Så det har taget fire år, at nå hertil. Alt imens, jeg har tvivlet og tænkt, at det bare var vrøvl, og været dybt frustreret og haft lyst til, at opgive det hele. Det hører også med, at jeg aldrig har haft brudt mig synderligt om gruppearbejde, men har altid gerne villet være selvstændig og kunne tage mine egne beslutninger. Så da den stærke følelse og viden kom, om at jeg en dag skulle lave et sammenarbejde og firma med en kæreste, blev jeg faktisk lidt vred og provokeret, for det har jeg aldrig haft set som min drøm.