Det vigtige spørgsmål

Jeg kan rigtig godt lide, at skille tingene ad og skabe klarhed. Det gælder især for kulturbaserede fordomme og overbevisninger, som ofte er rigide tankemønstre, opstået over mange generationer, som bliver overført, som værende endegyldige sandheder, der hjernevasker os som børn, i takt med at vi vokser op.

Der er jeg bare blevet født med en noget anden tilgang, så hver gang noget bliver “trukket” ned over hovedet på mig, så ringer mine indre alarmklokker og siger, “Er det nu også rigtigt og hvad mener jeg selv?”

Det er klart, at med sådan en tilgang til sin verden, så kommer man som barn, i sit møde med andre, nemt til at føle sig besværlig, på tværs, alene, mærkelig, dum – også selvom man holder de anderledes tanker for sig selv.

Vi dømmer hele tiden os selv i forhold til andre, når vi lever fra det sårede ego og skal finde en form for tryghed, ved at skabe en individualitet/personlighed. Så lyder det sådan her: “hvem er jeg, i forhold til dig? Når jeg tror, jeg ved, hvem du er, så ved jeg også, hvem jeg er. Og vigtigst for egoet; så ved jeg, hvem jeg gerne vil have, at du og jeg skal tro, jeg er. “

Men vejen til bevidsthed og healing af det sårede ego, er, at kunne spørge sig selv, disse spørgsmål: Hvem er jeg egentlig? Hvorfor tror jeg, at jeg er den, som jeg indtil nu, har levet som? Hvad har jeg overtaget fra andre, og passer det egentlig til, hvem jeg måske i virkeligheden, er? Ved jeg overhovedet, hvem jeg er? Og ikke mindst – hvordan kan jeg begynde at vide, hvem jeg er, i resten af mit liv?

Jeg synes i dag, at det var en gave, jeg blev født med, at kunne vide, hvem jeg er, trods de år, hvor jeg skjulte mig selv. Eller sagt på en anden måde – jeg har altid følt, hvem jeg er. Om jeg så har kunnet føle, at jeg var tryg ved, at være mig, det er en anden snak. For det har jeg ikke gjort. Hvilket medførte, at jeg holdt min mund med rigtig meget af alt det, der var mig, for i stedet at lære at spille det spil, som andre gerne ville have. Så jeg prøvede at undgå konflikter med andre (voksne), og passede ind i den sociale flok, med mine venner, selvom jeg ofte alligevel oplevede, at jeg kom “galt” afsted.

Men nu er jeg voksen, jeg har en blog og jeg har i forvejen skrevet i nogle år om, hvordan jeg ser en anden måde hvorpå, vi kan være forældre, med en større bevidsthed. Hvilket kræver, at vi gør op med alt det, vi har lært af dogmer omkring børn og om voksne. Det var sårbart for mig, at begynde at skrive i 2012, men det er al ny begyndelse jo. Især når det betyder, at vi stiller os ud på nyt land og lader os se af andre, fremfor at gemme os i flokken. Men når vi går i nye retninger, så vil der altid være nogen, der går alene først – og måske dukker der andre op, som også bedre kan genkende sig selv i den nye retning, måske ikke. Jeg ser bare tiden nu til, at vi i større og større grad gør op med gamle styresystemer, forstokkede holdninger, magt og kontrol, som alt sammen kommer fra det falske egos JEG – og udskifter det med frihed, nysgerrighed, flow og lethed, som kommer fra det ægte sted i os, SJÆLEN.

Sjælen i et parforhold, er hverken mand eller kvinde. Den er begge dele. Hvilket er nogle af de tanker, som jeg især har genoptaget i de sidste 4-5 år, men jeg kan huske dem, helt tilbage fra jeg måske har været 3-4-5 år … Hvor jeg forstod køn, som noget flydende. Ikke som en blot ydre ting, der bliver defineret af kromosomer, som giver et forskelligt kønsorgan. Hvilket jeg mener, udelukkende er for at kunne videreføre vores art. Den har intet at gøre med, om vi er feminine eller maskuline. Men vi bliver født enten med en kvindekrop eller mandekrop. Det er den ydre skal. Men vores sjæl er energi, og vi er både maskulin og feminin energi. Jeg ser det faktisk heller ikke som poler, eller som sort/hvid, i henhold til yin og yang. Men som EN energi, vi bruger enten udadrettet eller indadrettet. Det er det, vi skal genlære at have balancen i, fordi den er vores sande naturkraft, som vi er født med, og gør os til skabere af vores liv og af vores planet. Problemet er, at vi glemt os selv som naturkraft, men i stedet har overladt os fuldkommen til egoet og dens behov for kontrol af, hvem andre tror, vi er. Det er noget af det, som jeg gerne vil give mit bidrag til, at kunne rette op på. For når vi gør det, hver især, så er jeg overbevist om, at vi bliver til meget gladere og mere hele mennesker, og det vil give os de bedste forhold med vores partner, børn og m.fl, som vi overhovedet kan drømme om.

Kh Cecilia