Jeg kan rigtig godt lide, at skille tingene ad og skabe klarhed. Det gælder især for kulturbaserede fordomme og overbevisninger, som ofte er rigide tankemønstre, opstået over mange generationer, som bliver overført, som værende endegyldige sandheder, der hjernevasker os som børn, i takt med at vi vokser op.

Der er jeg bare blevet født med en noget anden tilgang, så hver gang noget bliver “trukket” ned over hovedet på mig, så ringer mine indre alarmklokker og siger, “Er det nu også rigtigt og hvad mener jeg selv?”

Det er klart, at med sådan en tilgang til sin verden, så kommer man som barn, i sit møde med andre, nemt til at føle sig besværlig, på tværs, alene, mærkelig, dum – også selvom man holder de anderledes tanker for sig selv.

Vi dømmer hele tiden os selv i forhold til andre, når vi lever fra det sårede ego og skal finde en form for tryghed, ved at skabe en individualitet/personlighed. Så lyder det sådan her: “hvem er jeg, i forhold til dig? Når jeg tror, jeg ved, hvem du er, så ved jeg også, hvem jeg er. Og vigtigst for egoet; så ved jeg, hvem jeg gerne vil have, at du og jeg skal tro, jeg er. “