Du er ikke bare dig

Så blev det min, (Jakobs) tur til at skrive her på vores blog.
Jeg er super glad for, at vi endelig er “i luften”, og er kommet igang med det vi har gået og snakket om, efterhånden længe.
Det har uden tvivl været et stort skridt for mig personligt, at gå ud af min komfortzone, og også beskæftige mig med, og snakke om andet end trommer, pro tools og musikundervisning -men det føles godt, og er på en måde en slags kulmination, på en rejse der startede for knap 4 år siden, da jeg mødte Cecilia, og mit liv tog en drejning, væk fra skyklapper, junkfood og ubevidsthed, over til meget mere kærlighed, bevidsthed, og et nyt og større perspektiv på livet, som jeg ikke lige havde set komme, men som uden tvivl har været meningen, hele tiden.
Det har dog ikke været uden kampe, og modstand fra min side, da mit ego, og gamle overbevisninger, ofte blev (og stadig kan blive) provokeret af Cecilias anderledes og meget ærlige/autentiske måde, at tænke og være på. Men havde vi ikke haft vores kampe og diskussioner, så havde vi heller ikke kunne rykke os, og få den viden, og de værktøjer, som vi er glade for, at kunne dele med jer idag -så du/I kan nyde godt af vores dyrtkøbte erfaringer, både som par, og forældre/bonusforældre. Hvis det hele havde været legende let, så havde vores firma & podcast heller ikke kunnet hedde “Fra Krig til Kærlighed”.
Vi havde uden tvivl gjort det her, uanset hvad, men den ekstra tid, vi har haft sammen som par og familie her under corona-tiden, har absolut været med til at give os et skub i den rigtige retning, og hvor har vi nydt roen, og nærværet, selvom der selvfølgelig også har været extra tid til konflikter og diskussioner, både som par og familie.
Jeg vil gerne dele en bog med jer, som vi begge er godt igang med at læse, som er helt fantastisk og anbefalelsesværdig, til alle der ønsker at kigge nærmere, på hvad I har med med jer. Det er Mark Wolynns prisvindende “Du er ikke bare dig”.
Kort fortalt, så handler den om hvordan vi, ubevidst, på et genetisk plan, har arvet traumer og adfærdsmønstre fra vores forældre, bedsteforældre, og sågar oldeforældre, så vi uvidende går rundt og gennemlever/gentager deres problemer, overbevisninger og traumer. Ting, der intet umiddelbart har med vores liv at gøre, kan pludselig komme op, og tage styringen for os, da det ligger latent i vores gener, og venter på at blive udløst/trigget af bestemte begivenheder, en bestemt alder, eller andet.
Det er både en virkelig spændende bog, med masser af historier fra hans liv som terapeut, velunderbygget af en masse forskning, som er grundigt researchet.
Derudover er der også en række praktiske værktøjer til at analysere og arbejde med sine egne mønstre og traumer, så der kan komme balance i tingene, og de ting der ikke er vores egne, kan “gives” tilbage til de rette ejere (forældre, bedsteforældre etc.)
For mig personligt, er det er en øjenåbner, at opdage, hvordan nogle helt dybe overbevisninger tilbage fra min barndom, som ikke umiddelbart har givet logisk mening for mig, ikke tilhører mig, men bl.a. min mor.
Det er endnu et lag eller en ekstra dimension til de ting, som vi selvfølgelig godt ved, at vi har arvet fra vores forældre, igennem deres opdragelse af os, og for nogle kan det være nøglen til, at forstå uforklarlige ting i deres liv.
Den er bestemt værd at læse.
Vores anden episode af podcasten er nu færdigklippet, og er på vej op. Denne gang er det Cecilia, der har været sårbar, og delt et worksheet der handler om hvordan hun forholder sig til alt det grimme, hun ser i mig som mand.
Det er spændende lytning.
Vi glæder os til, at dele mere med jer.
Kh Jakob